19. november 2003


Så tæt på, og så alligevel ikke...



I forbindelse med årets legetøjsmesse i Nürnberg hørte vi første gang om planerne om en serie B-vogne fra Togmodelle.dk.
I løbet af juni måned var de enkelte modeller - og der var mange - kommet så meget på plads at det videre forløb blev aftalt.

Bestillingerne var indløbet hos landets forhandlere, og de første 30 modeller skulle efter planerne sættes i produktion, således at disse kunne kommer på markedet i forbindelse med årets mj-højdepunkt.

Ja, sådan skulle det altså ikke gå, for læs blot følgende pressemeddelelse fra Togmodelle.dk:

Vedr.: Togmodelles B-vogns program.

HERIS Modelleisenbahn har desværre ikke som lovet overholdt leveringstidspunktet for DSB B-vognene, som skulle være kommet til Danmark i indeværende uge, og HERIS Modelleisenbahn har trods henvendelser herom ikke kunnet give os en leveringsdato.

Vi har nu fået oplyst, at produktionen slet ikke er sat i gang på fabrikken i Kina, og ifølge oplysninger fra fabrikken er der ikke i den nuværende situation udsigt til, at dette sker, idet der er uløste problemer mellem fabrikken og HERIS Modelleisenbahn.

Der således ikke udsigt til, at vi inden for en overskuelig fremtid kan sende vognene på markedet.

Vi imødeser nu et retsligt efterspil, som vil medføre yderligere usikkerhed rent tidsmæssigt, og med erfaringerne fra Bn-projektet ønsker vi ikke at gentage et forløb med usikkerhed og lang og måske forgæves ventetid for vore kunder.

Vi har derfor i Togmodelle.dk set os nødsaget til at opsige aftalen med HERIS Modelleisenbahn og annullere projektet.

Det er med stor beklagelse, vi har valgt denne løsning, men håber på vore kunders forståelse herfor.

Med venlig hilsen
Togmodelle.dk
John Routhe Olsen


Ja, således var ordene.

Da jeg hørte om indstillingen af B-vognsprojektet, var min første tanke: "Åh nej, ikke nu igen".
Det er nu anden gang John R. Olsen oplever at et projekt 'smuldre' imellem fingrene.
Sidste gang gik der adskillige år, inden projektet kunne færdiggøres. Som situationen er i dagens Danmark, må man vel blot konstatere 'at toget er kørt' mht. B-vognsserien fra Togmodelle.dk.

Hvad fremtiden måtte bringe er i skrivende stund ret så uvist, men B-vogne fra Togmodelle.dk kommer der næppe flere af end de 4 prototyper som allerede befinder sig i Danmark.
Formentlig vil det i den kommende weekend være muligt at kaste et blik på de B-vogne, som alligevel aldrig nåede at komme i produktion !