Af og til kan man undre sig lidt over de store mj-producenters holdninger i forbindelse med fremstillingen af en dansk model - men der er nok en årsag, som vi aldrig helt får blotlagt - tag nu blot eksemplet med en rimelig enkel model af en "DSB" tankvogn (måske var den bare alt for "trist" i sin grå fremtoning ?). Igennem lang tid havde jeg hørt om en forretning, som havde planer om af fremstille en serie danske tankvogne. Man havde fundet de egnede basismodeller til 2 tankvogne hos Märklin, og man var klar til at sætte en produktion i gang. Men nej, det kunne ikke lade sig gøre, da man ikke ville starte en produktion op med de 2 modeller. Om de ønskede oplag på de 2 serier var for lille, eller om man blot havde fået kig på nogle basismodeller (som Märklin ikke benytter til deres utrolig mange særproduktioner), melder historien ikke noget klart ud om. Sidenhen forsøgte man så ad anden vej, om man alligevel ikke kunne formå den store tyske producent til at fremstille modellerne. Men svaret var atter et "Nej", da man hos Märklin kun ønskede at fremstille korrekte modeller ! Ja men det er vi skam da mange danske mjere som glæder os usigeligt meget over denne nye holdning hos den store tyske producent. Nogle mj'ere - med tilknytning til den førnævnte forretning - "tog sagen i egen hånd" og satte i 2005 den vel nok mindste danske Småserie-produktion i gang igennem tiderne. Ifølge et hårdnakket rygte skulle antallet af fremstillede modeller ikke have været på mere end 19 (nitten) modeller. Produktionen var så lille, at modellerne aldrig kom til salg i forretningerne, og de er derfor utrolig svære at få fat i. Modellerne byttes typisk blandt hard-core samlere af Märklins danske modeller, og i enkelte tilfælde er de dukket op på auktioner på Internettet. Da jeg første gang hørte om modellen for længe siden, fik jeg at vide, at modellen skulle være rimelig korrekt. Senere fik jeg tilbage i oktober et par billeder af modellen, og sammenholdt med et billede fra mit eget arkiv, mente jeg, at det da var så som så med det korrekte, da der manglede en hjemstedsplade på modellen - kendetegnende for danske tankvogne er, at disse har 2 hjemstedsplader (se vedstående billede af 40 86 927 0 308-8). Senere fik jeg adgang til et billede af modellens forbillede, og dette viste forbilledet med kun en enkelt hjemstedsplade ! I starten nævnte jeg, at modellen var rimelig enkel at gå til, og med de fleste 2-akslede tankvogn fra Märklin's 46/4700-serie som basismodel, skal der ikke meget til for at få en DSB tjenestetankvogn - grå maling samt tryk af en hjemstedsplade. Bl.a. derfor kan det undre, at Märklin ikke selv havde lyst til (behov for) at tjene pengene på dette arbejde. Men nu er modellen altså kommet på markedet ad anden vej. Trykket på modellen må siges at være af en professionel kvalitet, og hjemstedspladen indeholder de korrekte informationer (sammenlign med billedet af pladen på en af 1:1 tankvognene i slutningen). MEN, man har tilsyneladende manglet rutinen i flugtningen ved opsætningen af det hvide tryk i hjemstedspladen. Helt galt er det dog gået med det røde tryk, da det vist nærmest er et tilfælde hvor dette er placeret - sagt med andre ord: "Det sidder som vinden blæser". Se følgende eksempler: Nogle mindre "kiks" som helt sikkert skyldtes manglende rutine som Småserie-producent - og denne rutine opnår man ikke med kun 19 modeller. Hvis man kan abstrahere fra disse mindre "kiks", ja så har man en rigtig god model til at placere på et sidespor. Alt i alt et godt initiativ med tilvejebringelsen af denne model af en "DSB" tankvogn. Informationer om forbilledet ? Forbilledet til modellen er bygget i 1963 i Falkenberg, og den er en af de tankvogne som "DSB" i 1985 købte fra Sverige. Man købte 7 tankvogne (321 - 327) som tidligere havde tilhørt "AB Tankvagnar". Tankvognene var i brug indtil omkring 2000, og alle 7 er blevet ophugget i perioden 2000 - 2003. Her ses forbilledet til modellen kort efter købet. Man har endnu ikke fået påført et "DSB" i hvidt på tanken. Bemærk endvidere at der kun er 1 hjemstedsplade på tankvognen. Billedet viser den samme vogn som ovenstående, blot fotograferet fra den modsatte side. Et nærbillede af hjemstedspladen på en af de 7 tankvogne viser placeringen af de tekniske påskrifter. |
|
Til topwww.DANSKmodel.dk |