3. februar 2004


Togmodelle.dk er ophørt !

Siden november 2003 - hvor projektet med B-vognene blev annulleret - har der været bemærkelsesværdigt stille om Togmodelle.dk.
Det har været en slags 'stilhed før stormen' for i dagens post var der en overraskende pressemeddelelse fra Togmodelle.dk til de danske mj-forhandlere og -nyhedsmedier.

Pressemeddelelsen bringes her:

Togmodelle.dk skifter navn til MG-togmodelle.dk

Meget er sket siden aflysningen af B-vogns projektet i november 2003. Jeg mener derfor det må være på sin plads at informere om situationen her primo februar ikke mindst på baggrund af udmeldingerne fra årets Nuernberg Messe.

Som det vil være de fleste bekendt, annoncerer Heris de danske B-vogne blandt årets mange nyheder.

Sådan som jeg er orienteret, er der endnu uafklarede spørgsmål mellem Heris og producenten i Kina omkring bl.a. B-vorgns værktøjerne, dertil kommer at rettigheder til produktionen, produktionstegninger og dokumentation tilhører mig, hvorfor en produktion vil skabe juridiske problemer for Heris.

Jeg tvivler derfor på, at der er tale om andet end et forsøg på at få lidt omtale op til Nuernberg Messen.

Togmodelle.dk er sammen med LS-Models, Belgien og ACME, Italien udtrådt af Heris gruppen og viderefører samarbejdet med vor producent i Kina, Modern Gala Ltd. Det nye samarbejde betyder, at vi nu har afgørende indflydelse på produktionsplanerne, og at vi dermed kan forvente mere præcise leverancer, ligesom vi har et ønske om at højne kvalitetsniveauet.

Ved mit besøg på virksomheden i januar faldt de sidste brikker på plads og jeg har nu startet projekteringen af to nye danske modeller op. På grund af konkurrencesituationen i Danmark vil jeg på nuværende tidspunkt ikke løfte sløret for hvilke modeller - herom senere.

De tidligere annoncerede vogne Ckm-familien (Dronningevognen) samt post/bagagevognene Pm/Pbm er taget af programmet sammen med B-vognene.

Såfremt der er nogle spørgsmål i forbindelse med ovenstående besvarer jeg gerne disse.

Med venlig hilsen
MG-togmodelle.dk
John Routhe Olsen

Ja, således var ordene, og vi kan hver især lægge i disse hvad vi vil !

Et er imidlertid sikkert, at 3 af partnerne har indledt et samarbejde med den kinesiske producent, samt at vi for vort eget vedkommende snart vil kunne se danske modeller fra MG-togmodelle.dk (som det nye navn vil være).

I pressemeddelelsen nævnes 2 nye projekter men intet om hvilke konkrete modeller.

Måske skal vi endelig have en længe savnet dieselmaskine på markedet; et Marcipanbrød.
Måske skal vi alligevel have et par B-vogne, da rettighederne til produktionen, produktionstegninger samt dokumentationen efter ovenstående tilhører MG-togmodelle.dk.

Ja et par 'måske'er, men i løbet af den kommende tid vil vi alle vide meget mere.


Til pressemeddelelsen fra november 2003.