Lørdag den 4. juli 2015 åbnede den mindste danske mj-forretning i Helsingør*). I en fredet bygning i det centrale Helsingør - Brostræde nr. 4 - har Tog og Tekno åbnet en lille men meget hyggelig forretning i et kælderlokale med rustikke murstensvægge. Der er måske ikke så megen plads i forretningen, men der er et bredt sortiment af forretningens kerneområder - modeltog fra Märklin og Roco samt byggesæt fra Auhagen og tilbehør fra NOCH. Tog & Tekno hører til blandt landets ældste modelbaneforretninger, og forretningen er således startet i Vestergade 13 i Arden en gang i slutfirserne. I september 1989 annoncerede man, at forretningen ville åbne op i større lokaler i Himmerlandsgade 17 i den nærliggende by Skørping. Som københavner kan det måske være svært at holde styr på gadenavnene i en by af Skørping's størrelse, men et katalog og diverse nyhedsbreve fra tiden nævner nu Jyllandsgade 17 som adressen for den større forretning. Tilsyneladende trængte forretningen efter kort tid atter til mere plads, og ved et tilfælde dukkede muligheden op for at få et lokale i Aalborg. I oktober 1990 flyttede forretningen derfor til Aalborg, hvor man siden har kunnet finde denne på Boulevarden 42. Efter knap 25 år i Aalborg er Tog & Tekno nu flyttet til Helsingør tæt ved gågaden, stationen og samt ikke mindst færgerne til Sverige. Der er ikke mange forretninger til at dække det nordsjællandske marked for modeltog, så placeringen i Helsingør synes ideel. Med ganske få minnutters sejlads med færgerne til Sverige, så burde der også være et potentiale for en del svenske mj'ere som kunder. *) Ældre mj'ere kan måske huske da Bjørn Schultz i 1980'erne åbnede sin første forretning (PÅ SPORET) på Nørrebrogade - her var lokalet bestemt ikke stort, og ret hurtigt måtte man sno sig igennem varedyngerne. Om min hukommelse med årene er blevet noget slørret, tja måske. Men det rustikke kælderlokale i Brostræde virker på mig noget mindre. I 1980'erne og 1990'erne havde nogle ganske få danske forretninger deres egne katalog / prislister, og Tog & Tekno var en af disse forretninger. Igennem alle årene har Tog & Tekno været aktiv mht. at bringe sine egne danske modeller på markedet. Lad mig blot nævne nogle af disse: DSB litra Ks (Roco 2 numre), litra Bk (Roco), litra Eaos i skala N (? 2 numre) samt i str. H0 (Märklin 2 numre), Kemira og Statoil tankvogn (Roco Jyske Vognfabrikker), 3 gødnings-vogne i skala N og senere også i str. H0, 3 fiskevogne i skala N, DSB litra A og AB (Roco fremstillet af Sjællandske Vognfabrikker), litra ER 4 (Heljan fremstillet af Sjællandske Vognfabrikker), Albani ølvogne (Roco fremstillet af De Fynske Vognfabrikker 5 stk SFJ og 2 stk DSB), adskillige danske godsvogne samt M17 fra Nordjyske Jernbaner på grundmodeller fra Märklin. Eaos, gødnings- samt fiskevogne var fremstillet af Jyske Vognfabrikker. Det var nu ikke modeltog det hele, for i slutningen af 1990'erne arrangerede Tog & Tekno flere udflugter med tog. Disse udflugter blev filmet og et sammedrag på ca. 30 min. udkom senere på VHS-bånd. Disse videobånd kunne efterfølgende købes i forretningen: "Fra Aalborg til Skagen - Over Frederikshavn" fra 1997 er en beskrivelse af turen til den nordligste station i Danmark. Videoen indeholder mange gode optagelser og er med en festlig underlægningsmusik. "På tur med E991" fra 1999 beskriver en tur fra Aalborg over Randers til Århus H. og videre til Skanderborg og Struer og retur. Det var en lang tur og E991 ankommer til Aalborg i et stemningsfyldt aftenlys. De oprindelige masterbånd er i 2015 blevet fundet frem, og man har nu fremstillet en DVD med turen. I 2007 kom så efternøleren "Vejen til Amerika" som beskriver en udflugt med E991 og "Hjejlen". På turen fra Aalborg over Århus og Skanderborg til Silkeborg deltog 200 personer, og de fik en uforglemmelig oplevelse med det gamle damplokomotiv samt sejlturen på Silkeborgsøerne med den langt ældre hjuldamper. Det største projekt som forretningen igennem årene har givet sig i kast med, var uden tvivl det med en serie industrimodeller i større oplag af DSB nærtrafikvogne. Projektet med en serie Bn og Bns vogne var oprindelig et samarbejde med Sachsenmodelle og Tog & Tekno, og der blev reklameret for modellerne i lang tid i forvejen. Nærtrafikvognene var planlagt til at udkomme i efteråret 1998, men desværre blev modellerne udsat for flere forsinkelser og udkom heller ikke i foråret 1999. Sachsenmodelle gik konkurs og projektet var endeligt kuldsejlet - hermed var flere års forberedelser og spekulationer tilsyneladende spildt. I 1998 udgav Tog & Tekno TOG-avisen som indeholdt nyheder i forretningen. Det blev vist kun til de 2 aviser fra 1998, og det annoncerede Bn-Bns projekt dukkede desværre IKKE op som planlagt i foråret 1999. "Den enes død, den andens brød" lyder et gammelt ordsprog. Blandt mj'erne var der skabt en meget stor interesse for nærtrafikvogne og 3 forretninger fik sat HELJAN i gang med en serie af disse. I løbet af foråret / sommeren 2001 kom der 7 stk. eksklusiv-modeller til de 3 forretninger, og på samme tidspunkt udsendte HELJAN selv en serie på 11 modeller. Efter det kuldsejlede projekt med Sachsenmodelle havde Tog & Tekno søgt efter nogle andre samarbejdspartnere for at få realiseret idéen om en serie nærtrafikvogne. Valget faldt på Heris-Modelleisenbahn (som også senere stod for fremstillingen af de første DSB litra ME for hobby trade) og i det stille havde man fået sat en produktion af nærtrafikvogne i gang i Kina. Sent på foråret 2001 kom de første nærtrafikvogne fra Tog & Tekno på markedet, og en dobbelt-produktion af nogle savnede modeller hos mj'erne var desværre uundgåelig. Samarbejdet med Heris-Modelleisenbahn medførte endvidere, at der i løbet af 2002 og 2003 kom nogle meget flotte godsvogne på markedet - bl.a. vogne fra DSB, Fyns Mælk, Mayo og SAJYKA. Modellerne fra dette samarbejde blev kendt under navnet Togmodelle.dk og de blev distribueret af hobby trade. Iforb. legetøjsmessen i Nürnberg i 2003 fremlagde Togmodelle.dk planer om en omfattende serie B-vogne i 1:87, og atter skulle Heris stå for produktionen i Kina. Sammen med hobby trade inviterede Togmodelle.dk i juni 2003 landets forhandlere til et møde i Fredricia, hvor de to producenter sammen med Heris fremlagde deres planer for fremtidige produktioner. På dette møde offentliggjorde Togmodelle.dk det omfattende program med B-vogne. Det var også på dette møde, at Togmodelle.dk fremlagde planerne/programmet for en serie Ucs kuglebeholdervogne - en serie som et par år senere kom på markedet fra hobby trade. I slutningen af 2004 kom der en overraskende udmelding fra Tog og Tekno, man havde planer om at fremstille en model af det meget udbredte rangerlokomotiv litra MH. Det var et ganske godt valg, da mj'erne ikke rigtig havde meget at vælge imellem når gods- og personvogne skulle rangeres rundt på anlæggene. De første modeller kom på markedet i løbet af foråret 2005, og efterfølgende kom der flere varianter på markedet fra MG-Togmodelle.dk (som produktionen hed) - du kan se brochuren fra 2004 HER. For et par år siden kom der et mindre antal af modellerne MH 390 (grøn m/blink) og MH 400 (rød/sort m/blink) på markedet. Iforb. med flytningen af forretningen til Helsingør kunne man købe en Zimo-dekoder med lyd til MH lokomotiverne. I 2008 havde Tog og Tekno atter planer om at sende et lokomotiv på markedet, og denne gang var valget faldet på el-lokomotivet litra EA 3001 - en anmeldelse/prøvekørsel af denne model finder du HER. Som med modellerne af litra MH så blev EA'eren også markedsført under navnet MG-Togmodelle.dk. Når det var muligt at fremstille en så speciel model til det lille danske marked skyldtes det samarbejdet med italienske A.C.M.E. - til det italienske marked havde man fremstillet et el-lokomotiv og mange af disse formværktøjer kunne bruges til fremstillingen af det danske lokomotiv. Heldigvis for danske mj'ere som derved fik en model af DSB litra EA på markedet. MG-Togmodelle.dk havde planlagt flere udgaver af litra EA, men disse planer blev skrinlagt og A.C.M.E. har efterfølgende bragt nogle modeller af litra EA på markedet. Modellerne fremstilles i et stærkt begrænset oplag og ses utrolig sjældent til salg som brugte. I mange år - ja helt tilbage til 1990 - har Tog & Tekno skilt sig ud fra de fleste andre forretninger og har således med spredte mellemrum udsendt danske modeller til mj'erne. Det var flest modeller i str. H0, men der kom også nogle enkelte modeller i skala N. I de første mange år benyttede man primært modeller fra Roco som basismodeller for de danske modeller, og modellerne blev udsendt som produceret af TOG & TEKNO men ret hurtigt blev modellerne produceret af Fynske Vognfabrikker / Jyske Vognfabrikker Aps / Sjællandske Vognfabrikker - Bornholmske Vognfabrikkerman nåede man aldrig til :o) Fra omkring 1999 og til dato har forretningen udelukkende benyttet modeller fra Märklin som basis for sine Fantasy- og Særmodeller - disse er i øvrigt solgt fra flere danske forretninger. En nichéproduktion har også været de danske modelbiler, som Tog & Tekno har bragt på markedet igennem de senste år. Disse modeller er fremstillet hos Brekina. |
|
Til topwww.DANSKmodel.dk |